Historiens Vingesus - et skrivebord med sjæl

Nogle møbler er bare møbler - og nogle malerier er bare et lærred, noget maling og en ramme.
Andre både møbler og malerier er vidner - vidner om en svunden tid - en tid vi ikke må glemme.

Her på Skovfogedstedet har vi netop sådan et møbel - og netop sådan et maleri.

Med skrivebordet fulgte der ikke blot træben og skuffe – der fulgte en stilhed. En tyngde. Et nærvær. Og to breve.

Det ene brev fortæller om et maleri og det andet om et skrivebord.
Begge peger tilbage på et hjem, hvor kunst og litteratur levede side om side.

Et billede over bordet

Andreas Herring skriver i det første brev nedenstående om maleriet og om sin far:

Man mærker det næsten: lampelyset. Papirernes knitren. Den rolige koncentration.
René Herring – litteraturmanden, bibliografen – siddende under Emiel Hansens kraftfulde motiv.

Maleriet selv er levende og råt. Mænd bøjet over et bord. Arbejdshænder. Tanker i bevægelse. Et motiv, der i sig selv handler om fordybelse og fællesskab.
Det hænger i sin bastante guldramme, der ikke undskylder sin pondus.

Og nedenunder stod skrivebordet.

Bordet, hvor ordene blev til. I det andet brev fortæller Andreas Herring om sin far og om Sophus Claussen:

"Min far, René Herring, har gennem en stor del af sit arbejdsliv beskæftiget sig med Sophus Clausen, en af de væsentligste, men i dag ofte oversete, skikkelser i dansk litteratur omkring år 1900.
Sophus Clausen var digter, forfatter og kunstner. Han tilhører den generation, der stod på tærsklen mellem det moderne gennembruds idébårne litteratur og den mere sanselige og symbolistiske strømning, som fulgte efter. I hans værker mødes det klassiske og det moderne: et sprog præget af musikalitet og præcision, og en digtning, der kredser om naturen, menneskets indre liv og de stærke stemninger, som ofte ligger lige under det sagte.
Clausens betydning ligger ikke kun i det, han skrev, men i måden han skrev det på. Han var med til at forme en ny lyrisk tone i dansk litteratur, hvor det stemningsmættede og det formfuldendte fik plads, uden at sproget mistede sin styrke.
René Herring har ikke blot arbejdet med Sophus Clausen som litterært emne, men fulgt forfatterskabet med en sjælden vedholdenhed og indsigt. Han har udarbejdet en omfattende bibliografi over Clausen og været med til at fastholde og systematisere den viden, som gør det muligt at forstå forfatterskabets omfang og sammenhæng.
På et tidspunkt opstod en særlig mulighed. Sophus Clausens (efter traditionen) private skrivebord blev sat til salg. Det bord, hvorfra en væsentlig del af værkerne blev til. Det blev erhvervet og siden doneret, og står i dag her i samlingen som en del af den blivende udstilling på Skovfogedstedet.
Et skrivebord er i sig selv en enkel genstand. Men netop derfor er det også et stærkt vidnesbyrd. Et sted, hvor ord blev til. Hvor dansk litteraturhistorie tog form, linje for linje."

Og her må vi lige standse et øjeblik.

For når man siger Sophus Claussen – siger man også Ekbátana.

I digtet Ekbátana skriver Claussen:

“Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
undfangede Drømmen og søgte et Rim,
hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
som naar Solen gik ned i Ekbátana.”

Ekbátana – byen med “tusind henslængte Terrasser”.
En drømmeby. En indre tilstand. Et sted, hvor det sanselige og det ophøjede mødes.

Claussen skriver senere:

“Jeg har levet en Dag i Ekbátana.”

Måske blev den dag skrevet netop ved dette bord.
Måske hvilede albuen netop dér, hvor træet i dag har en svag fordybning.
Måske stod blækhuset på den plet, hvor lyset nu falder ind gennem vinduet på Skovfogedstedet.

Et skrivebord er i sig selv et enkelt møbel.

Men det er også et sted, hvor drømme får form.

Det smukkeste er måske, at maleriet og skrivebordet ikke blev skilt ad.

De hørte sammen hos René Herring.
Faderen sad under Emiel Hansens maleri og systematiserede Sophus Claussens værker.
Sønnen skriver om dem som et “lykkeligt, arrangeret ægteskab.”

Og sådan står de nu på Skovfogedstedet.

Ikke bag museumsglas og med afstand. Men som levende genstande.

• Et skrivebord, hvor ord engang blev til.
• Et maleri, hvor mænd bøjer sig over et bord i fælles koncentration.
• En palme i haven, der nægter at være helt dansk.
• Granitløver, der vogter uden at jage.

Her på stedet har vi altid haft en forkærlighed for det, der balancerer mellem virkelighed og fortælling.

Vi tror på de historier, som følger med kunsten - også selvom historien ikke er helt almindelig.

Det er historiens vingesus - og det er det vi fortæller videre.

Og hvis De lytter stille, når De står foran bordet, kan det være, De hører det svagt:

• Et rim, der søges.
• Et ord, der vejes.
• En drøm, der tager form.

Måske – blot måske – lever der endnu en dag i Ekbátana her på Skovfogedstedet.

Med venlig hilsen
Fam. Svendsen